Ferie
på landet
Bondegårdsferie
i Jylland kan være andet end at
klappe heste og at falde over
geder, katte og kyllinger på
gårdspladsen. En ferie på
landet, her på Lystgaarden, kan
f.eks. være et rigtig godt
alternativ til et
sommerhusophold. Hvis én dag er
planlagt til Legoland, en anden
til en tur i
"Løveparken" Givskud
Zoo, en tredje dag til
saltvandsakvariet Fiskeri- og
Søfartsmuseet i Esbjerg, en
fjerde dag til ferskvandscentret
Aqua i Silkeborg osv., så er
en bondegårdsferie
på Lystgaarden altså
lige det helt
rigtige valg.
På grund af Lystgaardens
centrale placering i det sydlige
Midtjylland er der stort set lige
korte afstande til alt.
Her er mulighed for total
afslapning ind imellem
udflugterne og et hyggeligt
køkken til at forberede
køletaskens indhold til turene
ud i det danske ferieland. Vi
stiller os naturligvis gerne til
rådighed med råd og vejledning
når bondegårdsferiens
udflugtsmål skal planlægges.
Det danske vejr er som
bekendt ikke til at stole på,
men heldigvis er der ikke
længere end 17 km. til de
nærmeste badecentre i Brande
eller Grindsted hvis en dukkert
skulle blive akut påkrævet i
kulde og rusk. Hvis vejret
derimod viser sig fra sin bedste
side og vesterhavet lokker
uimodståeligt, så tager det
mindre end en time til Blåvand,
Vejers, Henne eller hvad de
forjættede badestrande nu
hedder. Ringkøbing fjords
utroligt børnevenlige strande
ligger mindre end 30 minutters
kørsel herfra. Ringkøbing fjord
er også specielt velegnet til
windsurfing, hvis det er dén
sportsgren der skal dyrkes i
ferien. Kvie sø, med Danmarks
reneste badevand, minigolfbane og
pandekagehus er en anden
bademulighed indenfor små 25 km.
Kom så ikke og sig at
bondegårdsferie er kedelig ferie
på landet, bare fordi man ikke
er så vild med dyr!
|
 |